Værdier
Anerkendelse
I Eventyrhuset vægter vi det højt, at alle børn og voksne føler sig anerkendt. Vi anerkender og ser det enkelte barn, hvor det er i dets udvikling og herunder barnets kompetencer, så barnet føler sig set og hørt. Når børnene bliver mødt af glade, omsorgsfulde og nærværende voksne, føler de tryghed. Vi skaber rammerne for, at Eventyrhusets børn kan udvikle sig og trives i det sociale fællesskab. Tryghed skaber trivsel.
Fællesskab
Vi vægter fællesskab højt i Eventyrhuset, da vi synes det er vigtigt at børnene har og danner relationer på tværs i huset. For os er det vigtigt, at det enkelte barn er en del af det sociale fællesskab for at lære og udvikle sig.
Vi prioriterer, at der er fællesskaber både mellem
- Barn-barn
- Barn-personale
- Forældre-personale
- Forældre-forældre
- Personale-personale
Udeliv og bevægelse
I Eventyrhuset prioriterer vi bevægelse og udeliv højt. På legepladsen er der gode rammer for leg på tværs af grupper, som skaber fællesskabsfølelse. Frisk luft og bevægelse forbedrer koncentrationsevnen og giver fornyet energi. Derudover fremmer udeliv et behageligt støjniveau.
Udeliv og bevægelse fremmer børnenes nysgerrighed, grænser og fantasi, og ude er der plads til de mere ”vilde” og risikofyldte lege.
Motorik er den grundlæggende forudsætning for barnets udvikling, og sansestimulation er med til at udvikle barnets fysiske, psykiske og sundhedsmæssige udvikling.
